Sjællandske kæledyr kremeres, mens de jyske kæledyr risikerer at gå en grum skæbne i møde. De bliver ofte forvandlet til asfalt på tyske motorveje. Præst kalder »bisættelser« af dyr for skaberi
Ønsket om, at vores kæledyr får en værdig sidste rejse bliver stadig stærkere. Derfor bruger flere og flere dyreelskere op til 1.150 kroner på at få deres højtelskede kæledyr kremeret.
Det kan man mærke hos Ada's Kæledyrskrematorium i Hedehusene på Sjælland, hvor ovnen arbejder i døgndrift for at imødekomme efterspørgslen på dyrekremeringer fra sørgende dyreejere.
Det kan være rigtig svært at tage afsked med sit kæledyr. Savnet og sorgen over at have mistet en god ven er stort. Hos Ada's kæledyrskrematorium tager personalet dagligt imod ulykkelige dyreelskere, som henvender sig for at få deres kæledyr brændt og opbevaret i en urne.
Krematoriet har eksisteret siden 1997 og efterspørgslen efter en værdig afslutning på de kæledyrs liv har været støt stigende fra ca. 450 til 1.300 årlige kremeringer.
Modtager alle slags dyr
»Vi modtager alt fra hunde, katte, hamstere, undulater og rotter til urnekremeringer,« siger Wivi Kaspersen, der garanterer, at behandlingen af dyrene foregår etisk, og at man får sit eget kæledyr med hjem.
»Vi ved, at der er mange folk, der aldrig sætter urnen i jorden. De stiller den simpelthen på kaminhylden eller i skabet sammen med de trofæer, som dyret har vundet,« siger Wivi Kaspersen.
»Jeg har stor sympati for folk, der har mistet, men at begrave dem, eller få dem kremeret som mennesker er noget skaberi,« mener domprovst Jens Arendt fra Roskilde Stift. Han holder selv meget af kæledyr, men vil ikke deltage som præst i ceremonier for kæledyr. »Jeg regner ikke med at møde hundene i himlen,« siger præsten, der selv har sine egne hunde begravet i haven.
Uheldige jyske dyr
Tilbudene til de efterladte ejere af kæledyr afhænger i høj grad af, hvor i landet man bor, og om man er villig til at betale for at kæledyrets liv får en værdig afslutning. Ada's Kæledyrskrematorium modtager alle afdøde dyr fra de sjællandske dyreklinikker til kremering, men der er ingen garanti for at de jyske kæledyr får samme værdige behandling. Ofte går de jyske kæledyr en grum skæbne i møde. Når kæledyr aflives eller indleveres hos en dyrlæge i Jylland ender de ofte som asfalt på motorveje. Firmaet Daka, der også modtager kødaffald fra slageri- og kødindustrien, henter de jyske kæledyr hos dyrlægerne. På fabrikken i Randers forvandles kæledyrenes jordiske rester sammen med andre kødrester til benmel og fedt.
»Begge dele bliver brændt som energistof. Det har nemlig samme brændværdi som træ,« oplyser direktør for Daka, Henrik Holst Petersen. Energistoffet sælges derefter videre til især den tyske cementindustri, hvor det afbrændes.
»Efter afbrændingen bliver den resterende aske til bunden på de tyske motorveje«, siger Henrik Holst Petersen.













